lørdag den 11. oktober 2014

Debut

Som navnet på min yndlingskunsters debutalbum, bør mit første indlæg bære samme navn. Jeg er begyndt at strikke, for ca. et år siden. Nu er jeg også begyndt at blogge om strikning, lad os se hvor længe det varer. Det er vist meget oppe i tiden og jeg forstår det godt. Adskillige timers flid i sofaen eller lænestolen, i parken, bussen eller toget bør ikke gå uset hen.

Der er mange grunde til at holde af strikning og andet håndarbejde i almindelighed.
Personligt set giver det mig en hel masse. Ro, selvtillid, forbindelse til mit ophav (både mormor og mor strikkede og strikker hele tiden). Som studerende jyde i københavnereksil er det skønt at tage fat på noget håndgribeligt - noget som oven i købet fungerer som en direkte teleportal til følelsen af fortiden, arven. Men også til fremtiden.

Ja, det startede jo med min nære veninde blev gravid og det var helt oplagt at øve sig på babypåklædning til det kommende mirakel. Små projekter der hurtigt bliver færdige. Og ja, sidenhen er det faktisk blevet til en hel del afsluttede projekter, også i voksenstørrelse. På bare et år! Om det skyldes mit genetiske ophav at jeg ikke fandt det særligt svært at strikke, eller om barndommens små øvelser satte endnu dybere spor end jeg selv er bevidst om. Ja, det aner jeg faktisk ikke. Men siden har pindene ikke være i stilstand mere end et par dage ad gangen. En ny verden skønhed har åbnet sig for mig.

Indtil videre har jeg primært strikket efter opskrifter og det belønner min logiske hjernehalvdel at følge en kompliceret opskrift og få den til at lykkes. Men med tiden håber jeg at også min kreative hjernehalvdel kan få lov at folde sig ud.

Så hjerteligt velkommen! Dette er blot begyndelsen, lægger snarest billeder op af mit hidtidige strik <3

Kh Bachmann

Ingen kommentarer:

Send en kommentar