tirsdag den 11. november 2014

Fremad Amager strik - interessekombination på et højere plan (I)

Lokalfodbold, ja fodbold i det hele taget. Mange som kender mig (og også Mikkel) har udtrykt dyb forvirring overfor hvorfor vi pludselig var tilhængere af Fremad Amager. En lokal og historisk klub med en dramatisk fortid som nu spiller i 2. division, og som var nedrykningstruet da vi begyndte at følge med for 1,5 - 2 år siden, ja det var før Ole Bjur, John Faxe, Fremad Amager Elite osv. Om det var nedrykningsdramaet der for alvor fik mig ombord er meget plausibelt, men i bund og grund tror jeg forklaringen findes på et dybere plan.
Foto: Flemming Slabiak
Da jeg i 2007 flyttede til København blev det Ama'r og jeg har kun tilbragt fire måneder med bopæl udenfor København S siden da. Fire måneder som ikke bragte noget godt med sig udover menneskelig erfaring og det at jeg nu kan sige at jeg faktisk har afprøvet andre områder :)

Nå men, først var det Ingolfs Allé og nu er det Biens Allé. Begge i nærheden af Sundby Idrætspark og igennem årene er jeg gået forbi på søndagsture og har hørt livet inde bag de høje hække der omkranser hjemmebanen.  Det tiltalte mig. Min første tur på stadion, jeg kan ikke huske præcis hvornår det var, men jeg havde besøg af en god veninde fra Aarhus, vi havde tømmermænd og hvad bedre end en pølse og en fadøl i sådan en situation. Det var en god oplevelse og i de efterfølgende år talte min storebror og jeg regelmæssigt om at en søskendeudflugt bestemt ikke ville være af vejen. 

Foto: Flemming Slabiak
Så derfor tog vi os sammen i foråret 2013 og så Fremad Amager slå oprykningsfavoritterne fra Roskilde. Det var lidt en sensation eftersom Fremad Amager ikke havde vundet i ret så lang tid og lå med røven i vandskorpen. Det var som om tanken om en nedrykning til Danmarksserien var brænde på bålet og holdet samlede sig selv op og kæmpede sig igennem et hårdt nedrykningsdrama. Til den efterfølgende hjemmekamp tog Mikkel med og han var medrevet fra begyndelsen. Jeg havde en bekendt i fanklubben (De Blå/Hvide Engle) og før vi fik se os om var vi mindre dele af et større maskineri, kræfterne bag opbakningen til holdet.

Alle sejl blev sat til i slutspurten - og da der var gratis indgang i playoff kampen mod Kjellerup var vi  tæt på 3000 tilskuere på stadion. Fremad Amager vandt (heldigvis) og lykken var ubeskrivelig. En medfan hviskede til mig: "Jeg tissede lige lidt i bukserne!" :)

Foto: Flemming Slabiak
Men hvad er så den dybere forklaring på hvorfor to relativt unge, som udgangspunkt, ikke fodboldinteresserede jyder pludselig bliver revet med ind i fanfællesskabet omkring en lille klub som Fremad Amager? Ja, måske er den ikke så dyb endda, men bare såre enkel. Lokalmiljø, det der får os til at føle os hjemme der hvor vi bor. Ama'rs provinsielle charme. Det at man mødes regelmæssigt med gode mennesker og arbejder sammen om et fælles projekt. Det at gadebilledet gradvist fyldes med stadig flere kendte ansigter og så det, at uanset hvor forskellige fansene i Fremad Amager end er, og her findes virkelig alle slags mennesker, så har vi i hvert fald én ting til fælles. Vores hold.

Så hvis du elsker det område du bor i og har lyst til at engagere dig mere end du i forvejen gør, så kan jeg kun anbefale at du opsøger den lokale fodboldklub. Det er ikke sikkert den kan måle sig med Fremad, men den er måske næsten lige så speciel :)

Foto: Flemming Slabiak
Anden del kommer til at handle om blå/hvid strik - det lover jeg. Men var nødt til at dele indlægget op i to dele da pennen løb af med mig og jeg ville skåne jer for foto-overload :)

Kh Helene


Ingen kommentarer:

Send en kommentar